En fynsk virksomhed står nu til måske at få en pris for sin robot til desinficering på hospitaler og lægeklinikker.
En ud af ti får en infektion, når de indlægges på hospitalet, og derfor er hygiejne og bekæmpelse af bakterier meget vigtigt på disse institutioner. På den baggrund har blandt andet Region Syddanmark bevilget penge til at investere i robotter, der kan vaske gulv og desinficere. Robotterne benytter blandt andet UV-stråling i deres rengøringsarbejde, og metoden betyder, at eksempelvis en patientstue kan blive gjort stort set 100% bakteriefri.
Firmaet bag disse robotter er indstillet til IERA Awards, som er en meget prestigefyldt pris, som uddeles af The IEEE Robotics and Automation Society sammen med The International Federation of Robotics. Prisen uddeles i den canadiske by Montreal senere på året.
Den bakteriedræbende robot kører selv rundt på patientstuerne på hospitalerne, og ved hjælp af UV-stråler belyses alle områder og hjørner på stuen, sådan at mikroorganismer og bakterier bliver dræbt. Metoden er meget effektiv, og den er samtidig arbejdsbesparende, da robotten selv klarer sine opgaver i modsætning til traditionelt rengøringssarbejde, hvor der skal et menneske til at svinge kosten og det tilmed kan være sværere at komme hele vejen rundt i et lokale.