Mennesket har søgt at effektivisere og automatisere arbejdsopgaver, lige så længe som vi kan se tilbage, og som oftest med det formål at lette byrderne for de mennesker, der ellers skulle løse de forskellige arbejdsopgaver. Epokegørende opdagelser som opfindelsen af hjulet flyttede byrder fra menneskets skuldre til ladet på en vogn, dampmaskinen kunne omsætte kul til hestekræfter og skabe en arbejdseffekt, som man slet ikke kunne nå på traditionel vis, og transport og logistik har udviklet sig, så mennesket i dag er effektivt på en helt ny måde i forhold til tidligere tider.
På den baggrund er det ikke så mærkeligt, at drømmen om robotterne som menneskets hjælpere også opstod. Helt tilbage blandt de gamle grækere filosoferede Aristoteles om maskiner, der kunne arbejde på egen hånd, uden at mennesket behøvede at bidrage med deres eg
ne kræfter. Også andre drømte om selvstyrende maskiner og redskaber, der kunne arbejde på selvstændig vis. Men vi skulle helt op i industrialiseringens tid, før der for alvor kom gang i udviklingen af redskaber og maskiner, som havde en eller anden form for autonomi og kunne fungere på egen hånd.
Det var først med udviklingen af computere i 1900-tallet, at der for alvor kom gang i udviklingen af robotter. Det var selvfølgelig i USA, at denne udvikling for alvor tog fart, idet man her fandt ud af at kombinere en maskine med en computer, og i 1962 introducerede amerikanske ingeniører den første svejserobot, som blev installeret på en af landets enorme fabrikker til produktion af biler og andet transportgrej. Dengang så man i høj grad en robot som en maskine, der kunne aflaste mennesket, og her kom svejserobotten ind som den første udvikling, fordi dette arbejde var meget tungt for bilarbejderne.
